I 1960 dræber det hvide politi i den sydafrikanske by Sharpeville 69 sorte, som deltager i en ikke-voldelig demonstration imod Apartheidstyrets racistiske paslove. Det udløser en generalstrejke blandt den sorte befolkning, som resulterer i, at Apartheidstyret som en regulær politistat brutalt bekæmper enhver modstand blandt de sorte. De sortes politiske organisation ANC (African National Congress) forbydes, men lederen Oliver Tambo når at flygte til udlandet. ANC finder nogen støtte i Vesten, men navnlig blandt de mange afrikanske lande, der netop i disse år besejrer kolonialismen og bliver uafhængige stater (Ghana, Tanzania, Algeriet osv.). I FN står disse nye afrikanske stater sammen som en blok, men i FN's Sikkerhedsråd nedlægger bl.a. USA veto mod en handelboykot mod Apartheidregimet, hvilket vækker harme. Nelson Mandela overbeviser Tambo om, at ANC nu er nødt til at opgive den hidtidige ikke-voldelige modstandspolitik, og man begynder at sprænge højspændingsmaster i luften i Sydafrika. Det fører imidlertid til, at Mandela og alle andre ANC-ledere i Sydafrika anholdes og idømmes lange fængselsstraffe, og Tambo er i sit eksil nu ene om at holde sammen på ANC. Kun Olof Palme og Sverige støtter aktivt ANC i Vesten, og da ingen vestlige lande vil give dem våben (men gerne sælger våben til Apartheidregimet), må Tambo midt i den kolde krig samarbejde med Sovjetunionen, og der oprettes træningslejre for ANC-soldater i lande, der grænser op til Sydafrika. En række hvide præster i Sydafrika støtter modigt ANC, og de vinder gehør i Kirkernes Verdensråd.