Historien om Apartheid ( 3 )
DR2

Det hvide Apartheidstyre i Sydafrika kunne kun holde sig på benene, så længe der var andre lande og transnationale selskaber, der ville købe sydafrikanske varer, og som var villige til at sælge varer til Sydafrika. Det krævede en ihærdig indsats af anti-apartheidbevægelsen at ændre den folkelige opinion i de vestlige lande. Polaroid i USA og Barclays Bank i England var de første store selskaber, der kom til at mærke følgerne af mediekampagner, demonstrationer, kritiske småaktionærer og boykot. Polaroid undsagde Apartheid og forbedrede betingelserne for deres ansatte i Sydafrika, men det blev set som en undvigemanøvre af anti-apartheidbevægelsen, og til sidst så Polaroid sig nødsaget til at være det første transnationale selskab, der trak sig ud af Sydafrika. Apartheidregimet oprettede et propagandaministerium, der skulle overbevise verden om, at Apartheid var det eneste fredelige svar på et "komplekst problem", men det hvide politis nedskydning af sorte demonstranter i Soweto i 1976 viste verden, at det var tågesnak, og man gik nu over til at forsøge at bestikke journalister og politikere i hele verden til at undlade at kritisere Sydafrika. Nogle transnationale selskaber valgte at blive i Sydafrika (bl.a. Shell) trods international kritik fra offentligheden og kirkelige organisationer, men Apartheidstyret levede dog på lånt tid, og i 1985 var den økonomiske situation blevet så slem, at Sydafrika gik bankerot. Og nu begyndte selv hvide forretningsfolk i Sydafrika at føre forhandlinger med ledere fra det eksilerede ANC om landets fremtid efter Apartheid.