Opbygningen af Mao
DR2

Da kommunistpartiet tager magten i Kina i 1949 skal folkets opbakning sikres, og kæmpe farveplakater med rød grundfarve gør indtryk på et folk uden tv. Der vises heroiserende optrin med Mao i centrum, og kinesiske kunstnere sendes til USSR for at lære sovjetiske propagandateknikker. Alle kunstarter får samme overordnede udtryk, og de kinesiske skrifttegn gøres simplere for at kunne læses på kinesiske dialekter af alle. Nu portrætteres også kvinder som arbejdets helte, der peger mod en glorværdig fremtid. "Det store spring fremad" i 1958 ender dog i en sultkatastrofe, som sløres med propaganda, men partiet stækker Maos reelle magt, skønt han forbliver et idol udadtil. Mao svarer igen ved i 1966 at kalde partiet for "borgerlige kapitalister", og han støtter sig til de unge rødgardisters altomvæltende Kulturrevolution. Mao bliver nu afbilledet som en Gud, mens "kontrarevolutionære" ydmyges eller likvideres offentligt. Tegneserier viser Mao som en allestedsnærværende helt, og i skolerne undervises der i den korrekte måde at tegne og farve revolutionært. Rødgardisternes vold fører til et udsultet Kina, men Mao er stadig et idol, da han dør i 1976. Guofeng bliver leder og bruger propaganda, hvor han vises sammen med Mao, men kommer til at ligne Maos skødehund, og han mister snart magten til Deng Xiaoping, som gør op med personkulten. Andy Warhols pop-art gør Mao til et globalt billedikon, som i dag er kitsch på t-shirts, men også genstand for kunstnerisk ironi hos fx Zhang Hongtu. Partiet bruger stadig Mao som et glansbillede fra en guldalder, hvis detaljer forties.